Musikhuzet søger en frivillig IT-medarbejder

Musikhuzet søger en frivillig IT-medarbejder med masser af erfaring og lyst til at hjælpe med vedligeholdelse af Musikhuzets arbejdsstationer og netværk.

Som frivillig IT-medarbejder vil du arbejde en til to dage ugentligt, primært på hverdage i tidsrummet 10-16.

At arbejde for Musikhuzet er et ideelt frivilligjob til dem, der ønsker at:
- støtte op om vores regionale spillested
- støtte musikken og blive værdsat for det
- og komme ud og møde glade mennesker

Vi forestiller os, at du er efterlønner, førtidspensionist, pensionist eller på anden måde er fritstillet fra det almindelige arbejdsmarked. Endvidere er der mulighed for en tidsbegrænset tilknytning, f.eks. i et praktikforløb for ledige.

Du skal have følgende kvalifikationer:
- Erfaring med opsætning af Windows, Office-pakken, diverse PC-brugerprogrammer og printere.
- Kendskab til eller interesse for netværk, gerne Active Directory, firewall, switche og overvågning.
- Evne til at dokumentere dit arbejde.
- Interesse for musik og kulturliv.

Vi tilbyder:
- Et godt netværk med andre frivillige og god kontaktflade med andre mennesker.
- Fleksibel planlægning af arbejdstid, så der stadig er tid til ferie, børnebørn, familie og venner.
- Adgang til Musikhuzets egne, ikke udsolgte koncerter.

Arbejdet er ulønnet.

Musikhuzet er et rytmisk spillested for hele Bornholms Regionskommune. Formålet med Musikhuzet er at udbrede den rytmiske musik på Bornholm, og samtidig skabe opmærksomhed omkring øen som et kulturelt nøglepunkt. En af vores vigtigste drivkræfter er de cirka 50 frivillige, som vi har tilknyttet. Musikhuzet kunne ikke fungere uden det frivillige personale, og uden dem kunne vi ikke gennemføre over 150 arrangementer om året. Til arrangementerne er de den vigtigste arbejdskraft, og de er på alle måder uundværlige i Musikhuzets drift. De frivilliges job består af mange forskellige funktioner, f.eks. billetsælger i vores Kulturbutik, plakatsætning og til arrangementerne er de dørmænd, garderobefolk, bartendere, scenevagter, lydmænd, lysmænd m.v.

Vil du give en hånd med, så kontakt PR/marketing- og kontorkoordinator Peter Andreas Harteg på mailen marketing@musikhuzet.dk

NYHEDER

PROGRAM